Svært at standse transporter

16x9

Landbrugets top kan ikke standse de ulovlige dyretransporter

Landbrugets stop for transport ud over 24 timer af levende grise ud af EU rammer kun en yderst begrænset del af branchen. Private transportører står nemlig for de fleste af transporterne, bekræfter formanden for Danske Slagterier, Bent Claudi Lassen.

Omkring 90 procent af eksporten af levende dyr til slagtning eller opfedning uden for EU foregår på ladet af uafhængige transportører, mens landbrugets eget selskab SPF kun står for omkring 10 procent af den trafik.

"Private transporter står for langt den overvejende del af eksporten af slagte- og fedegrise ud af Danmark, mens SPF mest har avlsdyr. Men det er også stoppet nu," siger han til Ritzau.

Og han erkender, at landbruget kun kan appellere til, at de private vognmænd og eksportører afstår fra at sende levende smågrise eller slagtegrise af sted til for eksempel Rusland.