TV 2 beklager: Billede var fra computerspil

16x9

Den 26. februar kom TV 2 Nyhederne i 19-udsendelsen fejlagtigt til at bringe et billede fra et computerspil som baggrundsbillede i forbindelse med en nyhed om kulturskatte i Syrien.

Billedet skulle vise byen Damaskus set fra fugleperspektiv, men rent faktisk stammer det fra computerspillet 'Assassin's Creed'.

- Det var en fejl. Man må aldrig nogen sinde være i tvivl om, at de billeder, som Nyhederne bringer, stammer fra virkeligheden, siger nyhedschef på TV 2, Jacob Nybroe.

Skal altid verificere billederne
Baggrundsbilledet var blevet hentet fra YouTube - ikke fra selve computerspillet. Og medarbejderen troede, at der var tale om et billede fra den virkelige verden.

- Teknologien gør, at computerspil er lavet så godt, at det kan være svært at se, om det er virkelighed eller konstrueret, siger Jacob Nybroe.

Han beklager og ærgrer sig over, at Nyhederne ikke opdagede fejlen.

- Sådan noget må ikke ske. Det er en af vores opgaver at søge billeder og informationer fra mange forskellige kilder. Det kan være svært for alle medier, at få identificeret, hvor nogle informationer kommer fra.

- Vi gør os store anstrengelser for at få verificeret billederne - men det er så gået galt her, siger nyhedschefen, som tilføjer, at TV 2 har en redaktion, som blandt andet har som opgave at verificere billeder.

Har du oplevet situationer, hvor medier eller andre har taget fejl af virkeligheden og konstruerede billeder? Så skrive til redaktionen på adressen netnyheder@tv2.dk