Skat får nye metoder til at straffe prisfusk

Danske virksomheder, der handler med sig selv til kunstigt høje priser for at undgå skat, har på ny vakt Skats opmærksomhed.

Og Skat får nu et nyt redskab til at kontrollere, om virksomhederne handler internt med sig selv til markedspriser, eller om prisen er for høj for at trække penge ud af det danske selskab til egne selskaber i enten skattelylande eller lande med lavere skat.

Skat vil fra den 1. marts kunne stille krav til disse virksomheder om hjælp fra en uvildig revisor, der kan tjekke, om multinationale selskaber og andre selskaber med moderselskaber i skattely fastsætter priserne rigtigt i handlen med sig selv.

- Skat har fået et nyt og vigtigt redskab i forhold til at fastsætte virksomhedernes skat i transfer pricing-sager. På denne måde kommer vi erhvervslivet i møde på en konstruktiv måde.

- Både Skat og virksomhederne kan have gavn af at inddrage en uvildig ekspert, hvis man er uenige om de rigtige afregningspriser, siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

I forvejen skal virksomhederne dokumentere, at priserne i deres interne handel er fastsat efter samme takst, som hvis de havde handlet med en uafhængig virksomhed.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at der skal være ordentlige vilkår for at drive virksomhed i Danmark.

- Omvendt skal virksomhederne også overholde de skatteregler vi har herhjemme, også når det drejer sig om de priser, man afregner til indenfor de enkelte koncerner, siger Holger K. Nielsen.

Ministeren understreger, at det ikke handler om at genere virksomhederne unødigt, men om at sikre, at deres skat er korrekt, at de betaler den skat, de skal.

- Det er i virkeligheden meget enkelt, siger han.

Det nye redskab er et led i lovpakken fra sidste år om multinationale selskabers beskatning i Danmark. Skat vil også kunne kræve uvildig revisorerklæring i selskaber der i gennemsnit har haft underskud fire år i træk.

/ritzau/