Politiker vil smide journalister ud af Christiansborg

16x9

Udelukkelsen af to Ekstra Bladet_journalister har skabt voldsom debat

Journalister skal ikke længere have hjemme på Christiansborg.

Sådan lyder forslaget fra blandt andre Venstres retsordfører Karsten Lauritzen, efter at Folketingets præsidium i går besluttede at give en journalist og en fotograf fra Ekstra Bladet et halvt års karantæne.

Journalister og politikere arbejder til dagligt side om side på Christiansborgs gange - og det forhold har de seneste år udviklet sig til det værre, mener Venstrepolitikeren.

- Der er sådan set flere gode grunde til, at journalister ikke bør have kontorer herinde længere, siger Karsten Lauritzen til tv2.dk.

- For det første er der både journalister og politikere, der ikke kan finde ud af at holde den afstand, der skal til, og som er nødvendig for at holde en kritisk distance. Og derudover er der tydeligvis mange medier, der ikke kan forstå, at politikere skal have lov til at have et privatliv og ikke jagtes rundt på gangene, hvis de ikke ønsker at udtale sig om det, siger Karsten Lauritzen og understreger, at holdningen er hans egen og ikke Venstres.

Flere er enige
Er det ikke vigtigt, at journalister har let adgang til politikerne, hvis de skal kontrollere og gå kritisk til dem?

- Jo, og jeg så egentlig også helst, at det ikke var nødvendigt med sådan et skridt. Men der er efterhånden en lang række uheldige eksempler, siger Lauritzen og henviser blandt andet til en episode med den konservative politiker Henriette Kjær, der ifølge Karsten Lauritzen blev jagtet urimeligt af pressen.

Lauritzens partifælle, Preben Bang Henriksen, er enig.

Han ønsker, at pressen fysisk flyttes ud af Christianborg, når parlamentet ombygges.

- Jeg tror, en af planerne er at inddrage Rigsarkivet og gad vide, om et af resultaterne kan være, at pressen flytter derover. Hvis pressen flytter fysisk ud af bygningen, er jeg godt tilfreds, siger han til Ritzau.

Også den tidligere minister Ritt Bjerregaard og Socialdemokraten Jacob Bjerregaard har tidligere argumenteret for, at journalister ikke bør have kontorer på borgen.

'Grotesk'
De to Ekstra Bladet-ansatte spurgte kritiske ind til den konservative formand Lars Barfoeds lejlighed på Frederiksberg, som han har fået tildelt uden at stå på venteliste. Udelukkelsen har udløst voldsom debat, og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har blandt andet kaldt beslutningen 'helt grotesk'.

Også næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, mener, at udelukkelsen er ude af proportioner.

- At politikerne så vælger at protestere til præsidiet på baggrund af en sag, hvor det må anses for fuldt relevant for en journalist at stille en toneangivende og indflydelsesrig partileder opfølgende spørgsmål i en aktuel sag, er klynk og ynk. Men at Folketingets præsidium vælger at give politikerne medløb på, at en sekvens på mindre end 40 sekunder skulle være nok til at give eksklusion fra 'Borgen', er ikke blot overraskende. Det er en overreaktion og en straf, der ganske enkelt ikke kan siges at stå mål med 'forbrydelsen', skriver Lars Werge i en blog på journalisten.dk.