Minister erkender SU-kovending: Vi har ændret holdning

16x9

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) indrømmer nu, at regeringen vil skære i SU'en, og at der er tale om en holdningsændring.

Han har tidligere sagt, at han ikke vil skære i uddannelsesstøtten til de unge.

- Vi har ændret holdning. Det har vi gjort med helt åbne øjne, siger uddannelsesministeren til Ritzau.

Besparelser - og uddannelse til alle
Ifølge Mortn Østergaard er regeringen er klar til at se med nye øjne SU-systemet:

- Derfor bliver det både et spørgsmål om at adressere problemet med forsinkelser og også et spørgsmål om at skumme fløden de steder, hvor vi er mere generøse, end vi behøver, siger uddannelsesministeren.

Ministeren vil endnu ikke komme med konkrete bud på, hvor der kan skæres i SU'en - og hvordan regeringen vil sikre, at færre studerende vil udskyde at afslutte deres studier.

Men han fremhæver, at det i Danmark aldrig må være pengepungen, der afgør, om man får en uddannelse.

Lægger ansvaret hos de studerende
Morten Østergaard har gennem de seneste dage varslet besparelser - blandt andet på Facebook. Og det har skabt bekymring hos Danske Studerendes Fællesråd.

Ministeren mener dog, at de nuværende studerende har et ansvar for at sikre, at endnu flere danskere kan få en uddannelse i fremtiden, og at også de studerende kan få SU:

- Jeg synes faktisk, at denne diskussion handler om at løfte blikket og være med til at tage et ansvar. Ellers svigter vi kommende generationer af studerende, mener ministeren.