Vidner: Så mystisk mand dage før drabsforsøg

Politiet leder fortsat efter spor i sagen om drabsforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard, som tirsdag blev forsøgt likvideret i sit hjem på Pelargonievej på Frederiksberg.

Politiet fortæller onsdag eftermiddag, at borgere i området omkring Pelargonievej og Azaleavej, som både søndag og mandag formiddag har set en person, der svarer til signalementet på gerningsmanden.

- Hvis der er andre i området, som på det tidspunkt har bemærket en fyr på den beskrivelse, som vi har sendt ud, så vil vi meget gerne høre om dem," siger Politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi til TV 2.

Gerningsmanden, der talte dansk uden accent, er omkring 25 år og beskrives som 175-180 cm høj, almindelig af bygning og med et mellemøstligt udseende. Han har meget mørkt hår, der er halvlangt og let krøllet.

Politiet fortæller desuden, at man har optagelser fra en mand, som løber væk fra gerningsstedet. Han er iklædt en rød jakke.

- Det er ikke en særlig tydelig optagelse, men der er mange timers video, som skal kigges igennem. Der er forhåbninger om, at der er optagelser af ham, siger Jørgen Skov.

Politiet beder desuden folk på Pelargonievej og Azaleavej om private videooptagelser fra stedet.

- Hvis der er nogen, der har gået tur med deres børn og har optaget video eller på anden vis har optaget video i området, så er vi selvfølgelig interesseret i at man lige ser efter om man har noget, som kunne være gerningsmanden.