Politimand: Derfor stjal jeg Thor

16x9

TV 2 Lorry har været i kontakt med den mand, der onsdag angiveligt hentede den dødsdømte schæferhund, Thor.

Hunden skulle være aflivet senere på dagen, fordi den har skambidt en mindre hund (Ifølge ejeren snappede Thor kun i ren forskrækkelse).

Lars Bo Lomholt, der siger, han hentede Thor, fortæller til Lorry, at han er politiassistent ved Nordsjællands Politi.

Urimelig hundelov
Der var altså tilsyneladende ikke tale om en forklædt selvtægtsmand, da han i uniform og patruljevogn hentede hunden.
Manden fortæller, at han valgte at hente Thor for at sætte en - efter hans mening - helt urimelig hundelov til debat.

- Vi politifolk kommer i konflikt med vores egen moral, når fredelige familiehunde aflives for bagateller, siger Lars Bo Lomholt til Lorry.

- Jeg håber, at politikerne nu vil ændre hundeloven, så uskyldige hunde ikke længere aflives, siger Lars Bo Lomholt til Lorry.

Derfor har han i dag holdt møde med sin advokat, Henrik Stagetorn.

Afhørt i dag
Det har endnu ikke været muligt at få fotodokumentation for, at han har hunden.

Det er også uvist, hvor hunden befinder sig.

Sagen er nu overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, bekræfter Nordsjællands Politi over for tv2.dk. Betjenten var i eftermiddags til afhøring hos Den Uafhængige Politiklagemyndihed, skriver Lorry.

Det sker normalt, når en af politiets egne er indblandet.

Det er endnu uvist, hvad sagen får af konsekvenser for hans fremtid i politiet.

På sin Facebook-side fremstår politiassistenten selv som hundeejer af "Pepsi".