Flere cafeer forbyder amning

16x9

Flere cafeer ind-fører forbud mod amning af småbørn

Sultne spædbørn skal ikke regne med at blive mætte på en række af Københavns cafeer og spisesteder. Flere steder i hovedstaden er det nemlig ikke tilladt at amme sit barn ved cafebordene, skriver Jyllands-Posten.

"I dag er det meget populært for mødre­grupper at gå på cafe. Det, tror jeg, har bevirket, at flere cafeer i dag har en klar politik for, hvad de vil acceptere," siger pressechef i Hore­sta, Henrik Messmer, der peger på, at det typisk er i stor­byer, hvor kun­degrundlaget er stort nok til, at de tabte mødre kan erstattes af andre.

Et af de steder, hvor amning ikke accepteres, er Cafe Theodor på Østerbro. "Børn er hjerteligt velkomne i forretningen, men af hensyn til vore andre gæster, er vi desværre nødsaget til at frabede os barnevogne, bleskift og amning," står der på et skilt i cafeens dør. Den melding er mange gæster yderst tilfredse med, siger Cafe Theodors ejer Rud Juul Andersen.

"Mange vil ikke se på bare bryster midt under maden. Før jeg hængte skiltet op, oplevede jeg tit, at gæsterne gik i protest uden at betale, fordi de var sure over, at en baby havde gylpet eller kastet op efter amningen. Det hører bare ikke til på en cafe," siger han og tilføjer, at mange af hans kolleger i branchen har spurgt interesseret til initiativet.

"De fleste vil ikke have amning på deres cafeer mere, for det har taget fuldstændig overhånd," siger han.