EL: Alle danskere skal have gratis bankkonto

Regeringens støtteparti vil have Nationalbanken til at tilbyde alle danskere en gebyrfri konto

Det kan ikke passe, at man skal betale for at have en bankkonto i Danmark, og derfor skal staten nu tilbyde et gebyrfrit og gratis alternativ til de private banker.

Sådan lyder forslaget nu fra Frank Aaen, finans- og erhvervsordfører hos Enhedslisten, efter at det de seneste dage har vakt debat, at Danske Bank fremover vil opkræve små og mellemstore privatkunder et abonnement for at være kunde i banken, mens store kunder går fri.

Konto hos Nationalbanken
Stod det til regeringens støtteparti fik alle danskere tilbudt en konto hos den danske stats bank, Nationalbanken, som et gratis alternativ til for eksempel Danske Bank.

- Man skal huske, at alle mennesker i Danmark skal have en bankkonto. Uden sådan en, kan man for eksempel ikke få nogen udbetalinger fra de offentlige, siger Frank Aaen til TV 2, og understeger, at han derfor ikke finder det rimeligt, at banker opkræver abbonementsbetaling.

- Det bedste ville være at befri Danske Bank for de her kunder, siger Frank Aaen.

Mange kritiserer Danske Bank
Det har vagt stor forargelse, at Danske Bank i går annoncerede deres planer om abonnementsbetaling.

På bankens facebookprofil har mange kunder raset og varslet at de vil forlade banken, og politikere har anklaget Danmarks største bank for at svigte sit samfundsansvar.

Også forbrugerrådet har været kritiske:

- Hele samfundet er jo bygget op sådan, at man ikke kan klare sig uden en bankkonto. Staten forlanger, at alle har en konto. EU har endda lavet en anbefaling om, at alle skal have ret til en. Derfor er det ikke rimeligt, at det ikke er gratis. Uanset hvor lille en kunde man er, siger afdelingschef i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe.

Lovligt?
Enhedslisten vil desuden have undersøgt, om det overhovedet er lovligt af banken at opkræve abbonementsbetaling hos de små og mellemstore kunder.

- Jeg vil spørge Anette Vilhelmsen (erhvervs- og vækstminister), om det her er i strid med gældende lov, siger Frank Aaen, og tilføjer om sit forslag om, at nationalbanken fremover skal have privatkunder:

- Forslaget ligger på ministerens bord mandag morgen.