S: Danske Bank skræmmer små kunder væk

16x9

Danmarks største bank skræmmer tilsyneladende bevidst almindelige danskere væk, mener S_ordfører

Danske Bank er de seneste måneder blevet skarpt kritiseret af Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht. Han har blandt andet været efter bankens omdiskuterede reklamekampagne og beslutningen om at lukke en række filialer særligt i provinsen. Banken tager ikke tilstrækkeligt samfundsansvar, lyder kritikken.

I dag har banken så meldt ud, at den fremover vil opkræve små og mellemstore privatkunder et abonnement for at være kunde i banken, mens store kunder går fri. Og med den seneste udmelding er Benny Engelbrecht ikke i tvivl: Danske Bank vil miste mange af de små og svage kunder - og det er en helt bevidst strategi hos banken, for de tjener flere penge på de store.

Mange er utilfredse
- Der er ingen tvivl om, at det her vil føre til færre kunder. Jeg kan ikke psykoanalysere på Danske Banks overvejelser. Men det vil da undre mig meget, hvis de ikke også kan se det, siger Benny Engelbrecht til tv2.dk.

- Men Danske Bank må selv redegøre for, hvorfor de tilsyneladende så gerne vil af med de svage kunder.

Erhvervsordføreren fortæller også, at han allerede nu får henvendelser fra både private kunder og fra andre banker, der bekræfter, at mange i øjeblikket skifter væk fra Danske Bank.

- Jeg kan bare ved at kaste et blik på min mailboks se, at rigtig mange er utilfredse, siger Benny Engelbrech og understreger, at det ikke er noget problem, at danskerne skifter bank.

- Og heldigvis er der da også banker, som tager et stort samfundsansvar, siger Benny Engelbrecht.

tv2.dk forsøger at få en kommentar fra Danske Bank.