Anmeldelse: Hvor er 24 silikonebryster?

16x9

Den plastikkirurgiske klinik 'Plastikkirurgi Glostrup' samt to speciallæger på stedet er blevet meldt til politiet for bedrageri i en sag om forsvundne implantater til silikonebryster.

Det er firmaet Nordic Medical som står bag anmeldelsen. Firmaet hævder, at de har leveret varer til en værdi af 196.000 kroner uden af få en krone for dem. Det fortæller medejer af Nordic Medical, Lone Roslev, til tv2.dk

Implantaterne blev leveret til det nu konkursramte Glostrup Privathospital ganske kort tid inden hospitalet erklærede sig konkurs - og de blev aldrig betalt.

"Vi leverede 24 implantater i dagene lige før konkursen - og vi føler os snydt så vandet driver," siger Lone Roslev.

Startede ny klinik
Få dage efter konkursen startede de to læger bag Glostrup Privathospital nemlig en ny virksomhed på samme adresse - nu med navnet Plastikkirurgi Glostrup.

"De må have vidst at de var på vej til konkurs da de bestilte varerne. Det skete få dage før. Det er ifølge vores advokat bedrageri - og derfor har vi meldt dem til politiet," siger Lone Roslev.

Og hvor er de 24 implantater så blevet af?

Ifølge kurator for konkursboet efter Glostrup Privathospital var der kun enkelte implantater på lager da hospitalet gik konkurs.

"Der blev opereret på klinikken helt frem til konkursen, så jeg vil tro, at implantaterne er blevet anvendt til operationer," siger advokatfuldmægtig hos kurator, Glenn Schmidt-Hansen.

Han har nu bedt lægerne på Plastikkirurgi Glostrup om dokumentation for at det er tilfældet.

tv2.dk har forsøgt at få en kommentar fra lægerne på 'Plastikkirurgi Glostrup', men de ønsker ikke at udtale sig i sagen.