Tysk prinsesse: Lad Thor leve

16x9
Thor Foto:

At den danske hund Thor risikerer at blive aflivet har i den grad fået opmærksom blandt danskerne.

Også i udlandet har sagen skabt debat, og nu melder den tyske prinsesse og dyreven Maja von Hohenzollern sig på banen.

I et brev beder hun det danske politi om at lade hunden leve.

- Jeg appellerer til Dem om at redde Thors liv. Lad Thor leve og begynd ikke det nye år med drabet på et uskyldigt dyr. Hans liv er i jeres hænder, skriver prinsessen i brevet.

- Mange mennesker fra Danmark, Tyskland, Østrig og andre lande bad mig om hjælp i Thors sag. Personligt er jeg også dybt rørt over denne hunds skæbne. Jeg beder jer derfor indtrængende om at lade Thor leve, skriver hun videre.

For foreningen Fair Dog, der er gået i ind i Thors sag, betyder den tyske prinsesses appel til politiet meget.

- Det er ekstremt vigtigt. Jo mere opmærksomhed sagen kan få, jo bedre er det, siger formand Charlotte Andersson til tv2.dk.

Politiet tøver med aflivning
Thor kom den 23. september sidste år op at slås med gravhunden Mudi. Politiet opfattede det som et angreb fra Thors side, og hunden blev sat i forvaring med henblik på senere aflivning.

Politiet mener nemlig, at Thor er en Amstaff-blanding, og derfor figurerer på listen over ulovlige hunderacer.

Hundens ejer, Leslie Jørgensen, hævder at hans hund ikke er en Amstaff-blanding. Ifølge ham er hunden en blanding af en Olde English Bulldog og en Mallorca Mastiff. Det har hele tre uvildige eksperter givet ham ret i.

Det blev i første omgang meldt ud, at Thor skulle aflives i dag (mandag, red.) klokken 14.

Men politiassistent ved Fyns Politi, Niels Bo Søndergaard, siger til tv2.dk, at det ikke er sikkert.

"Det er lidt en prøvesag det her. Der er både nogle praktiske, men også juridiske ting, der skal vurderes igen, lyder det fra politiassistenten.

Hvornår og om aflivningen i det hele taget kommer til at finde sted, kan Niels Bo Søndergaard endnu ikke sige.