Thor aflives trods mangel på beviser

16x9
Thor Foto:

Et flere måneder langt tovtrækkeri er ved at være nået sin ende. Senest i morgen klokken 14 bliver hunden Thor aflivet.

Thor kom den 23. september sidste år op at slås med gravhunden Mudi. Begge hunde slap uskadt fra slåskampen, men da politiet opfattede det som et angreb fra Thors side, blev hunden sat i forvaring med henblik på senere aflivning. Politiet mener nemlig, at Thor, som er en blandingshund, er en Amstaff-blanding - og derfor figurer på listen over ulovlige hunderacer.

Hundens ejer, Leslie Jørgensen, hævder at hans hund aldeles ikke er en Amstaff-blanding. Ifølge ham er hunden en blanding af en Olde English Bulldog og en Mallorca Mastiff - og hele tre uvildige eksperter giver ham ret.

Advokat: Der skal være klare linjer
Og Leslie Jørgensen og Thor får da også opbakning fra foreningen Fair Dog, som er blevet oprettet netop for at hjælpe hundeejere, hvis hunde bliver bedømt til at være på listen over ulovlige racer. Foreningen er nu gået rettens vej for at få fastsat nogle klare regler på området.

- Det handler om, hvordan man forvalter hundeloven - hvordan man bestemmer, at det er en hund, der hører til på den ulovlige liste. Som det er nu, må politiet aflive hunden, hvis de bare har en formodning om, at det er en hund fra listen. Og så vender bevisbyrden sig om, så det er hundeejeren, der skal bevise, at hunden ikke er ulovlig, siger Poul Hvilsted, som er advokat på sagen, til tv2.dk.

Foreningen Fair Dog har indsendt en anmodning til Retten i Odense om at lade endnu en uvildig ekspert undersøge Thor for at bestemme hans race, men der er endnu ikke kommet svar.

- Og nu er tiden jo ved at rinde ud, siger Poul Hvilsted.

Ikke et forbigående problem
Men selv om Thor skulle gå hen at blive aflivet i morgen, så fortsætter foreningen med sagen.

- Der skal være klare regler for, hvordan man forvalter hundeloven, og for, hvordan man skal kunne bevise, at ens hund ikke er ulovlig. Som det er nu, så er det stort set umuligt, hvis hunden ikke har en stamtavle, siger Poul Hvilsted.

Han peger på, at problemet ikke bare er forbigående.

- Der er over 400.000 blandingshunde i Danmark, og der er adskillige hundetyper, som har muskelhundetræk, så det er et problem, som vil fortsætte i det uendelige, slutter han.

Hundeloven, som trådte i kraft i 2010, skal revideres i løbet af 2013.