"Vi har navnene på luftbombe-sælgerne"

16x9
Ulovligt fyrværkeri Foto:

Politiet på Lolland har i dag indkaldt ekstra mandskab og arbejder på højtryk for at finde resten af de livsfarlige luftbomber, som natten til lørdag blev stjålet fra en fyrværkerifabrik i Torrig nord for Nakskov.

- Der er flere lokale hernede, der er blevet tilbudt at købe de farlige krysantemum-bomber. Vi han navnene på de personer, der prøver at sælge dem, så dem skal vi have fat i. Jeg har i alt fem mand på sagen i dag, siger vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Nakskov, Bøje Jørgensen, til tv2.dk.

- Vi skal nok finde dem, ingen tvivl om det. Men det skulle helst være i dag, så de ikke får solgt flere af de farlige luftbomber inden i aften, siger Bøje Jørgensen.

I alt 512 livsfarlige luftbomber blev stjålet ved indbruddet på fyrværkerifabrikken Nordlys i Torrig. Bomberne, der er til professionelt brug, indeholder hver op til 1100 gram krudt.

De kræver en sikkerhedsafstand på 100 meter og kan være meget farlige i ukyndige hænder, hvis de bruges som nytårsfyrværkeri.

De største af de bomber, der blev stjålet ved indbruddet, er endnu ikke fundet. Det var nogle mindre bomber, der lørdag dukkede op på en landejendom i Søllested.

I forbindelse med fundet blev to mænd anholdt og sigtet for at være i besiddelse af det stjålne fyrværkeri. De nægter al kendskab til tyvekosterne.