Indbrudstyvene havde en travl jul

16x9
Juleindbrud Foto:

Landets politikredse melder, at indbrudstyvene desværre holdt fast i deres ubehagelige juletradition

Flere steder i landet vender danskerne hjem fra juleaften til en bolig, hvor der har været ubudne gæster.

Juledagene er højsæson for indbrudstyve, og i år er desværre ingen undtagelse. Flere af landets politikredse melder om en travl juleaften- og nat, hvor opkaldene har væltet ind fra borgere, der er kommet hjem til en gennemrodet bolig.

- Vi har haft en rigtig, rigtig travl nat. Bare på den anden side af midnat har vi haft 19 anmeldelser om indbrud i privat beboelse, siger vagtchef Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

- Vi forventer mange flere, fordi alle folk langt fra er vendt hjem fra julen endnu, tilføjer vagtchefen, som dog fortæller, at antallet af indbrud julenat er nogenlunde på niveau med sidste år.

Også flere steder i Jylland og på Sjælland har betjente kørt ud til villaer og lejligheder, hvor tyve har været på spil.

- På nuværende tidspunkt har vi været ude til 33 indbrud i vores kreds hele den 24. december. Til sammenligning havde vi sidste år 35 indbrud hele den 24. og 25. december, siger vagtchef Ehm Christensen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Erfaringsmæssigt kommer der flere i løbet af formiddagen, så vi har nok en lille stigning, lyder det fra vagtchefen.

Tyvene går især efter de ting, der hurtigt kan omsættes på det sorte marked. Det gælder blandt andet smykker og dyre elektroniske apparater som computere og iPads, fortæller politikredsene. Men ikke alle går efter de normale tyvekoster.

- Et af stederne er der sågar blevet stjålet en papegøje, fortæller Ehm Christensen.

I Nordsjælland har politiet fået omkring 20 anmeldelser om indbrud i løbet af det seneste døgn.

- Det er lidt i overkanten, men det er forventeligt, når folk begynder at komme hjem fra juleaften, lyder det fra vagtchef Mogens Mogensen.

Hos Københavns Vestegns Politi har ordensmagten det seneste døgn været ude til 35 anmeldelser om indbrud.

/ritzau/