Store mængder rottelort fundet hos supermarked

16x9

Store mængder rottelort har kostet en SuperBest_butik en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner

Det blev til den helt sure smiley og en stor bøde, da Fødevarestyrelsen besøgte SuperBest på Fredskovhellet i Hillerød den 5. december. Her var kontrolmyndigheden nemlig langt fra tilfreds med, hvad de fandt på supermarkedets underetage under det to timer lange besøg.

"I kælderen er der konstateret rotteekskrementer. I et tilstødende lokale med fejemaskiner, maskiner mv. er der fundet rotteekskrementer i store mængder. Dette rum støder op til andre rum, lagergange med åben emballage fade, bakker, plastikposer til grøntsager, bægerposer, skåle, mv., lagerlokaler med fødevarer og vaskerum (tøj som anvendes i virksomhed), lyder det blandt andet i kontrolrapporten.

SuperBest: Ekskrementer er mindst 1 år gamle
Sammen med den sure smiley fik SuperBest-butikken og købmand Carsten Rørbæk også en bøde på 20.000 kroner for de uhygiejniske forhold.

tv2.dk ville gerne have talt med købmand Carsten Rørbæk om fundet af rottelort i hans supermarkeds lokaler, men i et skriftligt svar til tv2.dk skriver han blandt andet:

- Vi har straks kontaktet vores skadedyrsfirma, der har konstateret, at der er tale om ekskrementer, der er mindst 1 år gamle, men at der ikke er aktuel aktivitet fra rotter, skriver han og tilføjer:

- Vi tager naturligvis sagen meget alvorlig og har gennemgået lokalerne minutiøst. Alt er rengjort og desinficeret og al emballage fra kælderlokalerne er kasseret. Vores skadedyrsfirma har været kælderlokalerne igennem og sørget for en effektiv skadedyrssikring.

Har din lokale købmand eller restaurant problemer med hygiejnen eller har du generelt haft en dårlig madoplevelse? Så skriv til boru@tv2.dk.