TV: Hajer på tur igennem København

Fem hajer svømmede i ring hele vejen gennem København

Fem hajer med politieskorte tog i dag turen fra det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund til deres nye hjem i Den Blå Planet ved Kastrup Strand.

Alle nåede frem i god behold, fortæller dyrepasser Thomas Friis:

"Det svære ved at flytte hajer er, at de skal svømme hele tiden for at træke vejret. Hvis ikke de svømmer, hvis de lægger sig på bunden, så dør de. Så vi havde fået konstrueret nogle store runde plasttønder, hvor de kunne svømme rundt og rundt på hele turen, fortæller han.

Hajerne er sorttippede revhajer, og de var de sidste af Danmarks Akvariums store dyr, der blev flyttet.

"Nu er der kun småfisk tilbage," fortæller Thomas Friis.

"Det tog en tre timer ialt at fange dem, køre dem gennem byen og få dem placeret i deres nye akvarium. Så det gik rigtigt godt," siger han.

Den Blå Planet på Amager åbner for publikum den 22. marts næste år.