Uffe Elbæk færdig som minister

16x9

Kulturministeren trækker sig efter hårdt pres

Uffe Elbæks dage som kulturminister er talte efter sagen om mulig nepotisme.

Elbæk har selv valgt at trække sig, skriver ministeren på sin Facebook-profil:

"Jeg har her til eftermiddag truffet en meget svær, men rigtig beslutning, og har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at trække mig som kulturminister," skriver Elbæk blandt andet.

Han fortsætter: "Når beslutningen var svær, er det fordi, at jeg elsker mit job, mine kollegaer i ministeriet og mit ministerområde. Når det er rigtigt, er det fordi, at jeg ikke kan have, at den aktuelle sag om min prioriteringer i forhold til AFUK skal skygge for det vigtige regeringsprojekt partierne er i gang med at realisere sammen.

Ked af sagen
Elbæk skriver på Facebook, at han er ked af sagen og afviser samtidig at skulle have gjort noget, som er i strid med loven:

"Som jeg har sagt hele vejen igennem, beklager jeg forløbet om AFUK. Jeg har lagt alle informationer frem og har på intet tidspunkt truffet beslutninger, der har karakter af vennetjenester og nepotisme."

Samråd blev afgørende
Det sker efter at Elbæk på et højdramatisk samråd i går blev anklaget for at føre Folketinget bag lyset i sagen om mulig nepotisme.

Uffe Elbæk har som kulturminister besluttet at afholde fem arrangementer til en værdi af mere end 180.000 kroner på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor hans mand arbejder, og hvor Elbæk selv har siddet i bestyrelsen.

Derudover har kritikken mod Uffe Elbæk været massiv efter et fire timer langt samråd i går.

Elbæk forklarede umiddelbart inden samrådet, at han ikke var blevet advaret af sine embedsmænd om, at der kunne opstå mistanke om nepotisme, når han valgte at holde flere arrangementer for skattekroner på en uddannelse, som Elbæk har nære relationer til.

Men tre timer inde i gårsdagens samråd erkendte Elbæk pludseligt, at han faktiskvarblevet advaret af sine embedsmænd, efter at have holdt de fem arrangementer på AFUK. Det fik både Enhedslisten og oppositionen til at beskylde ministeren for ikke at have svaret fyldestgørende på spørgsmål i løbet af sagen.

Tidligere i dag spredte kritikken af Elbæk sig også til ministerens eget parti. Til tv2.dk udtalte flere radikale hovedbestyrelsesmedlemmer, at Elbæks ageren i sagen var uværdig.

"Der burde simpelthen have været alarmklokker der ringede længe inden det var tilfældet. Som politiker er man nødt til at forstå, at man skal være åben og give alle oplysninger til Folketinget og pressen," sagde Åge Dahl, medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse.

"Jeg synes, på baggrund af det her, at man skal overveje et ministerskifte. De sager må bare ikke komme."

Artiklen opdateres...