TV 2-chef: Derfor besøgte vi Mashos forældre i Etiopien

Jacob Nybroe, nyhedschef på TV 2 forklarer baggrunden for, hvorfor TV 2 Nyhederne i dag besøger Mashos familie i Etiopien efter TV 2 mandag viste dokumentaren "Adoptionens Pris" om fireårige Masho, som bliver adopteret til en dansk familie, men siden bliver anbragt på et børnehjem.

Hvilke overvejelser lå der bag TV 2s beslutning om at tage til Etiopien?
Det er et ekstremt nærlæggende spørgsmål at stille efter at have set "Adoptionens pris", om der er et alternativ for Masho, om hun kan komme hjem igen.

Og i den forbindelse er det essentielt at høre forældrenes holdning til det spørgsmål. Vi er også taget derned for at slutte cirklen. Vi har kun fortalt Danmark, hvordan Masho har fået det. Men vi vil også gerne have forældrenes kommentar til, hvordan det er gået. Vi får også at vide, hvordan forældrenes forhold er nu.

De er stadig hivsmittede, men nu er de medicinerede og skal ikke dø, som de først troede i dokumentaren. Men deres vilkår har ændret sig og samtidig oplever de ikke det, de har håbet for deres barn.

De er part i sagen, ligesom i enhver anden sag. Vi gør det, som vi altid gør. Vi opsøger begge parter i en sag.

Hvad er pointen med at tage derned?
Vi tager jo ikke stilling til, om det er for sent at sende Masho tilbage til Etiopien. Vi undersøger blot hendes muligheder for at komme tilbage. Man er ved at undersøge om det kan lade sig gøre i forhold til dansk og etiopisk lovgivning.

Men det er fundamentalt om forældrene synes, det er en god ide eller ej. Om hun kommer tilbage til et børnehjem eller sin biologiske familie i Etiopien.Med aftenens indslag har vi bestemt ikke fået alle svar endnu. Forældrene er i vildrede. Og vi er fortsat i Etiopien og kommer til at undersøge det mere.

Hvorfor lader I ikke professionelle i Danmark om at tale med Mashos familie?Det kunne de måske også have gjort. Men nu handler det jo netop delvist om, hvad myndighederne ikke har gjort. F.eks. adoptionsbureauet Danadopt. Mange har stillet spørgsmål om Mashos biologiske familie og det de spørgsmål udreder vi så.

Vi er ikke sagsbehandlere eller myndigheder. Vi undersøger hvilke forhold, der gør sig gældede for Masho, hvis hun skal hjem igen. Vi oplever, at moren er i tvivl om hun kan vende sig til forholdene. Jeg tror Mashos velbefindende ligger alle på sinde.

Vi opfører os ordentligt og er fredelige i vores tilgang til de biologiske forældre. Vi ville også have opsøgt dem, hvis de boede i Silkeborg. Forældrene har deltaget i flere omgange i et filmprojekt. De ved i hvilken sammenhæng, de er indgået i, i forbindelse med filmen. Vi gør historien færdig og bringer den videre.

Vi siger ikke, at de skal bringe Masho tilbage eller det modsatte. Vi spørger blot til, hvad forældrene siger til, hvordan det er gået hende. En del af de rapporter har de jo ikke fået. De har jo deltaget i programmet på forkant af begivenhederne.

Kan du forstå, at nogle danskere synes, det er forkert, at TV 2 tager ned til forældrene i Etiopien?

Nej, men jeg kan forstå, at mange føler sig berørt. Og at der er mange følelser på spil. Det tror jeg, vi alle har haft i denne sag. Vi har også set de danske adoptivforældre og man kan meget nemt drage en slutning i et følelsesmæssigt regi.

Vi spørger alle involverede i den sag, også dem, der bor i Etiopien. Den slags gør vi hver eneste dag. Det ville være absurd, hvis hele Danmark diskuterede om Masho kunne komme hjem, hvis man ikke spørger den vigtigste part af alle, forældrene, om hvordan de ser på det.

Ellers kan danskerne jo diskutere alt det, de vil. Hvis forældrene ikke vil have hende hjem, er det jo knap så væsentligt.

I videoen nedenfor kan du se, hvordan det går Mashos familie i Etiopien.