Apple stopper danske hippiebryster

Peter Øvig Knudsens storsælgende Hippie-bøger er for frække til amerikanske Apple

Fri hash og sex var en stor del af hippie­bevægelsen, men den sidste del bliver der skåret ned på i forfatter Peter Øvig Knudsens Hippie­bestsellere.

For at kunne sælge dem i Apple iBookstore, har de ifølge forfatteren og udgiveren været nødt til at dække de mange ubarberede kønsorganer og fritflyvende bryster til med æbler.

"Vi har diskuteret længe, hvad vi skulle gøre. Og nu har vi så valgt en lidt humoristisk tilgang til det midt i den her alvorlige", fortæller Øvig til DR Kultur.

Men selvom man kan grine af de røde æbler på de sorte og hvide fotos, så bekymrer udviklingen forfatteren.

Ministeren ind i sagen
"Det er jo farligt for dansk kulturliv, at man sådan får en censurinstans imellem forfatteren og køberen af e­bøger eller andre kulturvarer for den sags skyld," siger han til DR Kultur.

Derfor har Peter Øvig Knudsen skrevet et åbent brev til Kulturminister Uffe Elbæk (R), hvor han advarer om udviklingen.

Peter Øvig håber, at sagen om censureringen af hans bog, dels får politikerne til at reagere, og dels skaber opmærksomhed hos de danske bogkøbere, så de tager stilling til, om de vil købe censurerede udgaver.

"Vi taler jo altså om et amerikansk firma, der sidder i USA og censurerer i en dansk bog, der skal udgives i Danmark," siger Peter Øvig, der allerede har opnået politisk opmærksomhed.

Dansk Folkeparti har nemlig bedt kulturminister Uffe Elbæk (R) tage stilling til sagen.

TV2.dk forsøger at få en kommentar fra Apple.