Politiet tilsidesatte tip fra PET

I løbet af de 14 år, hvor Politiets Efterretningstjeneste (PET) overvågede Blekingegadebanden, havde PET flere gange klar mistanke om, at banden udførte en lang række grove røverier.

Men selv om PET i mindst to tilfælde tippede politiet om sine mistanker i konkrete sager, blev der først skredet ind mod banden i november 1988, da et røveri mod postkontoret i Købmagergade endte med drabet på en ung betjent.
Det fremgår ifølge Politiken af en ny bog, "En højere sags tjeneste - PET un­der den kolde krig" af Hans Davidsen­Nielsen, der udkommer på onsdag.

Bogen bygger blandt andet på aktindsigt i PET's og Københavns Politis arkiver og interview med en række af de politifolk, som var involveret i overvågningen af bandemedlemmerne i 1970'erne og 1980'erne.

PET's omfattende viden og mistanker førte aldrig til sigtelser mod medlemmer af Blekingegadebanden.

Og først i 1989 skaffede en tilfældighed de endelige beviser, der førte til dommene mod banden.

I sagen om et røveri mod en pengetransport i Lyngby i 1983 havde PET mistanke om, at Blekingegadebanden stod bag, hvilket Lyngby Politi fik at vide. Politiet i Lyngby havde faktisk et kronvidne, som under flugten tydeligt havde set en af røverne.

Vidnet, en skolelærer, erklærede allerede i 1983 over for Lyngby Politi, at han ville være i stand til at udpege røveren, hvis han blev præsenteret for et fotografi af ham.

Skolelæreren blev vist en del billeder fra politiets forbryderalbum, men aldrig billeder af Blekingegadebandens medlemmer.

Først efter røveriet i Købmagergade og afsløringen af banden udpegede kronvidnet fra Lyngbysagen Niels Jørgensen som den røver, han havde set dengang.

Det undrer blandt andre Niels Jørgensens forsvarer fra sagen i 1990 og 1991 Thomas Rørdam, som i dag er dommer i Højesteret. Han "... sidder stadig tilbage med en fornemmelse af, at vi aldrig fik oplyst PET's rolle i Blekingegadesagen".

Niels Jørgensen blev i 1991 idømt 10 års fængsel for røveriet i Købmagergade, men blev aldrig dømt for forholdet i Lyngby.