Endnu et mobbeoffer står frem

Efter TV 2 Nyhederne har sat fokus på mobning på nettet, er flere teenagere stået frem og har fortalt deres historie om mobning i Danmark.

En af dem er 16-årige Jakob Fuglsang Petersen fra Skive.

Fra han gik i sjette til niende klasse, blev der oprettet adskillige facebookhadesider mod ham. De fleste er blevet lukket med hjælp fra skolen og politiet, men der er stadig én side tilbage.

"Den hedder 'Alle dem der hader Jakob Fuglsang'. Det er ikke ret rart. Den har været på 200-300 medlemmer og højere endnu, hvor de har skrevet alt muligt og mange hårde ord. Det kører stadigvæk på Facebook og også sms-beskeder, og på bloggen og på Youtube," fortæller Jakob Fuglsang Petersen.

At det foregår på nettet, og at det ofte er personer, der slet ikke kender ham, gør det ikke mindre hårdt.

"Det rammer stadigvæk en, fordi det er så offentligt, som det er. Alle kan gå ind og læse det," fortæller den 16-årige dreng, der har isoleret sig på grund af mobningen.

"Jeg har haft det meget svært, lukket mig meget inde og holdt mig for mig selv, fordi jeg har følt det svært at være sammen med andre, fordi jeg tænkte, at de ville tænke dårligt om mig".