"Det er dyrt, men det hjælper"

Op imod hver femte dansker vil på et eller andet tidspunkt i deres liv lide af såkaldt irritabel tyktarm, som er den hyppigste mave-tarm-lidelse herhjemme.

En lidelse, der indtil videre ikke har været nogen helbredende behandling for - men nu ser det ud til at australske forskere har fundet en løsning, der duer.

Løsningen indeholder blandt andet en diæt, der udelukker fødevarer, som for eksempel frugtsukker, tyggegummi og hvidt brød.

På Herlev Hospital er man netop nu igang med et forsøg med netop denne diæt. Og resultaterne ser rigtigt positive ud.

"Der skal være et toilet i nærheden"
En af de patienter, der er med i forsøget er Dorte Hansen.

"Jeg bliver meget oppustet, og får mavesmerter, og jeg har brug for ofte at gå på toilettet," siger hun til TV 2 Nyhederne.

De samme symptomer har Bettina Vang, som fik diagnosen for syv år siden.

"Jeg kan ikke gå ud af døren og gå lange ture eller handle, fordi der skal være et toilet i nærheden," fortæller hun.

En dyr men effektiv diæt
Det er overlæge Pia Munkholm, der står for forsøget på Herlev Hospital.

"Den er dyr - og den er besværlig at leve efter, hvis du følger den 100 procent. Men den virker," forklarer hun.

Irriteret tyktarm er en lidelse, der kommer og går, og nogen egentlig behandling findes der ikke. Men ved at ændre kosten kan patienterne slippe af med deres symptomer.

Patienterne skal blandt andet lade være med at spise løg, hvidløg, broccoli, hvede, æbler, pærer, sukkerfri tyggegummi og al slags frugtjuice. Det er nemlig alle fødevarer, der omsættes til metangas, som forårsager luft i maven.

Overlæge Pia Munkholm beskriver diæten som revolutionerende.

Indtil videre har 60 danske patienter levet efter diæten. 70 procent af dem har oplevet en positiv effekt.