Endte på terrorliste efter kjolekøb

Ejer af butik i Maribo fik indefrosset penge af CIA efter køb af seks kjoler i Pakistan

Flere danskere er uden at vide det havnet i den amerikanske efterretningstjenestes søgelys. Det gælder blandt andet Christa Mølgaard-Hansen, da hun i marts 2008 købte seks kjoler i Pakistan over internettet.

Hun ville sælge dem i sin butik "Christabellas" i Maribo, men pengene blev indefrosset af CIA i USA, der mente, at pengene skulle bruges til terror.

"Min reaktion var, at der måtte være tale om en fejl, og at et enkelt opkald ville rette fejlen. Men det viste sig desværre ikke at være tilfældet," siger Christa Mølgaard-Hansen til TV 2.

Kunne ikke få vished om evt. anklage
Hun tog i 2010 til USA for at få svar fra de amerikanske myndigheder om, hvorvidt hun stod på nogle amerikanske terrorlister, men hun fandt ikke frem til svaret.

"Det er krænkende for den enkelte borgers retssikkerhed, når det er umuligt at få sit navn renset eller få en reel anklage, så man kan få en dom," siger hun.

Fik spørgsmål om 9/11 i USA
Tidligere på ugen kunne TV 2 | NYHEDERNE også fortælle, hvordan en anden dansker blev nægtet indrejse til USA, hvor både britiske og amerikanske efterretningstjenester stillede ham spørgsmål om terrorangrebet den 11. september 2001.

Nu vil Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup have regeringen til at svare på, om de har kendskab til, hvor mange danskere der står på USA's forskellige terrorlister:

"Det virker som om, at man i nogle af sagerne savner en forklaring på, hvorfor man nægtes adgang til f.eks. USA," siger Peter Skaarup.