Jackie Chan slog et smut forbi Struer

VIDEO: Den verdensberømte filmstjerne var på besøg hos B&O

Ingen ringere end filmstjernen Jackie Chan lagde i dag vejen forbi Struer.

Besøget skete i forbindelse med at B&O har lavet et strategisk samarbejde med luksusbutikskæden Sparkle Roll og fonden A Capital for at fremskynde udviklingen af B&O's brand i Kina.

Og Sparkle Roll har tilsyneladende kontakterne i orden. I hvert fald formåede kæden at få Jackie Chan til Danmark.

Her afslørede skuespilleren, at han har købt og brugt B&O's produkter i 18 år.

"Jeg er stor fan af B&O. Det er derfor, jeg er her," sagde Jackie Chan, der tydeligvis var imponeret over fabrikken i Struer.

"Det er spændende, at en fabrik som den her er lige så ren som en restaurant. Detaljerne sikrer et firma succes. Detaljerne er vigtige," sagde Jackie Chan, der tilsyneladende selv går meget op i detaljer.

"Detaljerne gør hele filmen og mig til en succes. De små bevægelser, når man spiller skuespil. Selv måden jeg putter tyggegummi i munden på, og måden jeg bruger små ting på i filmen. Det er utrolig vigtigt," forklarede skuespilleren, der ikke lagde skjul på, at han gerne ville købe flere af B&O's produkter med hjem.

Klik i linkboksen til højre og se alle billederne af Jackie Chans dag i Struer.