Bin Ladens koner holdt tand for tunge

Osama bin Ladens tre koner er loyale over for den dræbte terrorchef. Under afhøringer har de været tavse.

Det var op ad bakke for de pakistanske myndigheder at få oplysninger ud af Osama bin Ladens tre koner.

De levede sammen med terrorchefen og burde derfor kende ham godt. Men de holdt igen med oplysninger.

Amerikanske elitestyrker dræbte bin Laden, leder af terrornetværket al-Qaeda i maj sidste år i Pakistan. Siden blev hans tre koner anholdt af pakistanske sikkerhedsstyrker.

Reuters har mødt den pakistanske efterretningsmand, der afhørte de tre kvinder.

Et sted i Islamabad sidder han - slank og i mørkt jakkesæt - og puffer langsomt på en smøg, mens han beskriver afhøringen af kvinderne. En proces, der varede i flere måneder.

- De virkede alle meget nostalgiske, når de talte om ham, siger manden, der vil være anonym.

Den yngste af de tre er Amal al-Sadeh, født i Yemen. Hun blev rasende, når hun fik spørgsmål om bin Laden.

De to andre, saudiarabiske kvinder, viste deres utilpashed ved blot at være tavse bag deres slør, der dækkede ansigterne.

Alle tre lod ifølge efterretningsmanden til at være store tilhængere af deres mand, selv om han var skyldig i død og ødelæggelse mange steder i verden.

- Jeg kunne fornemme, at Amal altid var vred, når jeg talte med hende. Hun protesterede mod alt og gav sjældent oplysninger, siger han.

Men hun kunne også vise fleksibilitet.

- Amal sagde engang, at bin Laden kunne lide Che Guevara. Hun virkede rebelsk, så jeg spurgte hende om venstreorienterede sydamerikanere. Her var hun meget interessant.

Guevara var en argentinsk marxist, der blev en central figur i den cubanske revolution.

Amal blev såret, da amerikanerne angreb bin Ladens villa i Abbottabad.

Hun rejste til Afghanistan som 18-årig for at gifte sig med bin Laden, der da var i begyndelsen af 1940'erne, fortalte hendes far i et interview i 2011. Det menes, at bin Laden var 54, da han blev dræbt.

- De andre koner sagde ikke meget. De var kedelige, siger den pakistanske agent.

De tre koner blev sammen med 11 børn deporteret fra Pakistan til Saudi-Arabien i april.

/ritzau/Reuters