Skyldig i at dræbe og partere bror

16x9

Et nævningeting i Næstved har kendt en 43-årig mand skyldig i det makabre drab på sin storebror i Fakse Ladeplads.

Peter Richter Andersen blev skudt ved et sommerhus i august sidste år.

Liget af den 47-årige storebror blev parteret med en kniv og en elektrisk bajonetkniv og derefter spredt ud over grunden.

Lillebroren, der er 43 år, har under sagen nægtet sig skyldig, men de beviser, som anklagemyndigheden har fremlagt, har altså overbevist retten.

Manden har vedgået, at han besøgte sin bror den dag, drabet fandt sted.

De to mænd var angiveligt uenige om et lån, er det kommet frem under retssagen.

Usømmelig omgang med lig
Den 43-årige er også fundet skyldig i usømmelig omgang med lig, fordi han parterede liget i mere end 75 dele, hvoraf de fleste blev smidt på grunden ved sommerhuset.

Vidner har fortalt, hvordan de hørte tumult. Og at den ene bror råbte navnet på den anden.

Men den nu dømte har hævdet, at de ikke skændtes.

Da han blev anholdt af politiet, slugte han to patroner. Dermed forsøgte han at skjule beviser i sagen, har anklageren slået fast.

Storebroren blev dræbt med tre skud.

Da sagen begyndte, kom lillebroren med en noget usammenhængende forklaring.

"I må meget undskylde, men jeg har brugt 272 dage på at fortrænge det her. Jeg er på psykotisk medicin," sagde han.

Nu skal nævningetinget fastsætte straffen.