Hudfarven betød afslag på filmstøtte

Film med brune skuespillere har ingen chance uden for København, og derfor er det spild af penge at støtte dem. Sådan lyder ræsonnementet tilsyneladende i Det Danske Filminstitut, som hvert år uddeler millioner af statslige støttekroner til nye filmprojekter, skriver Information.

I et afslag på støtte til børnefilmen "MGP Missionen" skriver redaktionen bag støtteordningen den 6. oktober 2011, at man finder filmen både "velmenende og sympatisk".

Sælger ikke i provinsen
Men Det Danske Filminstitut har samtidig svært ved at se "tilstrækkeligt potentiale til at ramme det brede familiesegment" - og så tilføjes det:

"Dertil kommer, at film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen," lyder det i afslaget, som Information har fået aktindsigt i.

"For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag," fortsætter afslaget.

Direktør og producent i ASA Film Henrik Møller-Sørensen, der sammen med instruktør Martin Miehe-Renard har søgt støtte til filmen, ønsker ikke at forholde sig direkte til Filminstituttets afslag.

Tror på sagen
"Jeg kan bare sige, at vi tror på historien og synes, den er så god, at det er fuldstændig underordnet, hvilken hudfarve skuespillerne har. Det er en musikalsk film, som taler til både børn og voksne, og vi tror på, at den har en bred målgruppe," siger filmdirektøren til Information.

Direktøren for Produktion og Udvikling i Det Danske Filminstitut erkender, at formuleringen er "meget, meget uheldig".

"Det er ikke en legitim begrundelse, jeg synes heller ikke, det er en rigtig begrundelse, og jeg er ked af, at den overhovedet optræder i et afslagsbrev," siger direktør Claus Ladegaard til Information.