Tyvebande arbejdede i små grupper

Fem af de anholdte mænd, der mistænkes for at være del af en tyvebande, lå og sov i et lille kælderrum under et københavnsk bordel, da politiet slog til. Samtidigt blev tre-fire kvinder, der opholdt sig i bordellet anholdt.

Kælderrummet bar præg af at have været beboet et stykke tid.

Politiet mener, at de har arbejdet i små grupper på tre-fem mand, der har foretaget systematiske, omfattende indbrud i områder udpeget af de to bagmænd, der beskrives som romaer.

Hælervarer solgt i Berlin
Tyvekosterne, ofte guld og sølv, blev afleveret til de to, der fik dem afsat til en guldsmed i Berlin.

I alt har politiet i dag slået til mod 14 adresser på Sjælland og tre adresser i Berlin og anholdt i alt 14 personer. Under ransagningerne er der fundet tyvekoster i form af flere kilo guld og sølv.

Yderligere 15 er blevet anholdt og fængslet i sagen i løbet af den seneste tid, oplyser politiet.

Fik udpeget indbrudsmål
Politiet afsatte 90 mand til aktionen mod bagmændene som, ifølge politiet, hen­ter indbrudstyve til Danmark, udstyrer dem med biler og viser dem, hvor de skal begå indbrud.

Politiet har efterforsket indbrudstyvene gennem længere tid, og så sent som i tirsdags blev der anholdt fem personer i Jylland på vej mod Tyskland med tyvekoster.

"Vi har fået fat i et rigtig stort netværk her, og vi kan se, at de har begået rigtig mange indbrud," siger leder af politiets Task Force Indbrud, Karl Erik Agerbo til TV 2 NEWS.

Indtil videre er der foretaget ca. 100 sigtelser i disse ca. 50 indbrud i private boliger. Der vil senere blive rejst langt flere sigtelser for indbrud, oplyser politiet.