Progressive muslimer jages

16x9

Trusler, chikane eller direkte overfald. Det er hverdagen for nogle af de muslimer, der taler mod fundamentalisterne. Peter Skaarup vil gerne hjælpe dem.

Af Erik Holstein

Mohammad Rafiq tager telefonen på hospitalet, da TV 2|Politik ringer til ham. Her har han ligget nogle dage, fordi han har fået to diskusprolapser. Lægen mener, det er en følge af det overfald, han blev udsat for tidligere på året. Det er bare endnu et eksempel i rækken af chikaner og overfald på progressive muslimer, der i fundet sted gennem de seneste år.

I sidste uge var det (igen) Naser Khader, det gik ud over. Da Khader kom kørende i sin bil, blev han udsat for truende adfærd af fire unge andengenerations indvandrere i en anden bil.

Nørrebro lukket land

I forvejen er Nørrebro "no-go area" for progressive muslimer. Men nu drejer det sig ikke længere kun om Nørrebro: Khader blev truet i sin bil ved Den Sorte Diamant et stenkast fra Christiansborg - og Rafiq blev tidligere på året overfaldet midt på Københavns Rådhusplads.

I begge tilfælde kom angrebene fra helt fremmede. Der var altså ikke tale om personlige opgør, men angreb som følge af såvel Khader som Rafiq har stået op i den offentlige debat.

De ødelægger mit liv

Khader har nu i mange måneder måtte leve under beskyttelse, og Rafiq er ligeledes stærkt påvirket af situationen. I forvejen måtte han flytte fra Nørrebro, efter han der havde oplevet truende adfærd.

"Ekstremisterne ødelægger mit liv. Jeg har aldrig haft problemer med ryggen før, men et par uger efter overfaldet begyndte smerterne, og de er blevet værre siden," siger Rafiq, der efterlyser mere opbakning fra det danske samfund:

"Danskerne kræver hele tiden, at vi progressive muslimer står frem, så man ikke bare skal høre på de mest reaktionære. Men så må samfundet også sørge for vores sikkerhed," siger Mohammad Rafiq, der konkret foreslår, at debattører, forfattere og tegnere kommer til at nyde samme beskyttelse i lovgivningen som embedsmænd.

Politiets rolle

Sidste år vedtog Folketinget, at det skal "indgå som en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat."

Den skærpelse vil Socialdemokraternes retsordfører Morten Bødskov først se resultatet af, men han opfordrer politiet til at have øget opmærksom på området:

"Der findes desværre folk, der har et fuldstændig forkvaklet forhold til ytringsfriheden. Jeg ved, at politiet laver indberetninger på såkaldte "hate crimes". Politiet bør også skærpe opmærksomheden og lave særskilte indberetninger i sager, hvor folk bliver overfaldet, fordi de bruger deres ytringsfrihed," siger Bødskov.

Mød op i retsudvalget

Den model er formanden for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF) med på, og han vil gerne diskutere sagen direkte med de progressive muslimer.

"Der er bestemt en mulighed, at nogle af de personer, der er udsat for ubehageligheder, kan møde op og fortælle om deres problemer i Folketingets Retsudvalg. For det er de progressive muslimer, vi skal lytte til, og ikke de imamer, der reelt ikke kan styre deres menigheder," siger Peter Skaarup.