Helikopter vækkede treårig i skov

16x9
Mosen i skoven ­ ved mosen inde i skoven i Silkeborg Foto:

Det vækkede et kort øjeblik mindelser om sidste år, da den treårige Holger forsvandt i Tranum Klitplantage, men så vidt kom det heldigvis ikke, da den treårige Sebastian Linjordet i dag forsvandt i en skov nær Sejs ved Silkeborg-søerne.

"Der var tre pædagoger med ude i skoven, men én af dem bliver nødt til at tage tilbage med et barn, der er sygt. De to andre pædagoger opdager ikke, at Sebastian pludselig forsvinder," forklarer vagtchef Kjeld Nedergaard til tv2.dk

Politiet får besked om den forsvundne dreng klokken 13.46. På det tidspunkt har han været væk i en halv time.

"Han ved ikke, han har været væk"
"Da det er i en skov, rykker vi ud med alt, hvad vi har - både helikopter og hunde," siger Kjeld Nedergaard. Det var muligvis et godt træk, for kort efter, klokken 15.09, blev Sebastian fundet, og det var måske takket være helikopteren.

"Vores tese er, at havde lagt sig til at sove og at han blev vækket af larmen fra helikopteren," siger Kjeld Nedergaard til tv2.dk

"Han har det godt, men vi tror ikke at han ved, at han har været væk," tilføjer vagtchefen.

Sebastian forsvandt ved Sindstou Hytten - ikke langt fra Silkeborg-søerne.