To familier smidt ud af Gellerup

16x9

To familier i Gellerup, skal flytte, efter at deres sønner brændte en børnehave ned

To familier i Gellerupparken i Aarhus skal flytte fra deres lejligheder som følge af, at deres drenge i 2008 satte ild til en børnehave i området.

Vestre Landsret har stadfæstet byrettens afgørelse, og det betyder, at de to familier skal være ude af deres lejligheder inden henholdsvis 30. april og 31. maj.

Den 12. oktober 2008 satte en flok unge fra Gellerup ild til børnehaven Viben i Gellerupparken. Børnehaven nedbrændte, og der skete skader for over syv millioner kroner.

Brabrand Boligforening ejer både børnehaven og de blokke, som de unge boede i.

Da børnehaven lå tæt på de unges hjem valgte boligforeningen at bruge lov om almene boliger til at ophæve familiernes lejemål.

Det skete først i 2010, da landsretten havde stadfæstet dommene i straffesagen mod de unge, og det mente familien var for sent.

Ophævelsen skulle være sket umiddelbart efter de forhold, som ophævelsen var begrundet i, mente de.

Men boligforeningen, byretten og nu landsretten siger, at man først ved landsrettens endelige dom 8. februar 2010 kunne fastslå skyldsspørgsmålet endeligt.