Svigter tilsyn med anbragte børn

Et nummer i rækken. En sag i bunken. Sådan oplever mange anbragte børn ifølge socialminister Karen Hækkerup (S) deres barndom hos en plejefamilie eller på en institution.

Og Ankestyrelsens nye undersøgelser af kommunernes tilsyn dokumenterer oplevelsen. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Jeg kan sagtens forstå, at børnene har det sådan. Det er nedslående og absolut ikke godt nok, at kommunernes tilsyn ikke inddrager børnene, som loven understreger, at de skal," siger Karen Hækkerup til avisen.

Ankestyrelsen har gennemgået de to former for tilsyn, som kommunerne skal foretage.

Det er tilsynet, som handler om det enkelte barn og skal foretages af den kommune, som har anbragt barnet, samt det såkaldte driftstilsyn med økonomi, bygninger og lignende, som påhviler den kommune, hvor plejefamilien bor, eller institutionen ligger.

"Det er især den ringe børneinddragelse, som slår mig. Det er trist, trist, trist, at vi ikke er i stand til at vise så udsatte og sårbare børn, at deres liv handler om dem."

"Deres liv bliver tilsyneladende betragtet som en arbejdsplads eller en sag i bunken på kommunen, når de ikke bliver hørt ved tilsynsbesøget," siger Karen Hækkerup og peger på, at flere end hvert femte besøg i 2011 slet ikke gav taletid til børnene.

I en anden femtedel var plejeforældrene til stede ved samtalerne, og det er i strid med loven, som kræver en enesamtale mellem tilsynet og børnene.

I løbet af ugen skal Karen Hækkerup mødes med Kommunernes Landsforening (KL) for at sætte en stopper for det vakkelvorne tilsyn. Og kommunerne erkender også, at der er behov for handling.

"Det er ikke godt nok. Det er selvfølgelig vigtigt, at kommunerne overholder loven i tilsynsarbejdet - det skylder vi børnene," siger Jane Findahl (SF), formand for KL's børne- og kulturudvalg, til Jyllands-Posten.