VIDEO: Han blev aflyttet uden grund

Antallet af aflytninger i Danmark er steget eksplosivt på få år

Som TV 2 Nyhederne fortalte for halvanden måned siden, så har rigsadvokaten forsømt at kontrollere politiets brug af telefonaflytninger.

I den seneste optælling fra 2008 havde politiet benyttet aflytning 2.658 gange og nu viser en helt frisk rapport, at omfanget på blot få år er steget eksplosivt.

Således var antallet sidste år 4.448. Det svarer til en stigning på 67 procent. Nødvendigt siger politiet i dag. Misbrug lyder det fra kritikerne.

Føler sig krænket
En af dem, som har mærket aflytningerne på egen krop er Jack Andersen. Han fik i april sidste år et noget overraskende brev ind af døren.

I brevet stod der, at han i knap to måneder var blevet aflyttet. Årsagen var, at politiet mistænkte Jack Andersen for at spille en rolle i forbindelse med et indbrud i en skytteklub, som han flere år tidligere havde været formand for.

Efteforskningen førte aldrig til tiltale og sagen mod ham blev droppet.

I dag føler han sig i den grad krænket over at være blevet aflyttet.

"Jeg var helt tom indvendig. Fuldstændig tom. Jeg føler min retsbevidsthed er krænket," siger han.

Jack Andersen har i dag fået aflytningerne på afstand.

"Jeg siger, hvad der passer mig i min telefon. Det er jeg nået til. Men det gjorde jeg ikke det første halve år efter. Og jeg er sikker på, at det gjorde min kone heller ikke. Fordi vi tænkte meget over, hvad der blev sagt, efter vi fandt ud af, vi havde været aflyttet," siger han.

Overrasket advokat
Og udviklingen i aflytninger i Danmark møder kritik.

"Det er jeg meget overrasket over. En stigning på over 50 procent er enormt stor og den er navnligt stor i lyset af, at vi jo har et generelt indtryk af, at kriminaliteten er faldende her i landet."

"Man er nødt til at undersøge, hvad der er årsag til stigningen og om den her øget brug af aflytning også har virket," lydet det fra advokat Henrik Stagetorn.

Aflytning er afgørende
Politinspektør Magnus Andresen er storforbruger af telefonaflytninger som chef for den specialenhed, der har til opgave at bekæmpe bandekriminaliteten, er aflytninger- og mange af dem- en nødvendighed.

"Det er afgørende, fordi vi har jo ikke andre metoder til at kunne afdække den kriminalitet. Vi er nødt til at overvåge. Vi er nødt til at kigge folk over skulderen i forbindelse med kriminaliteten. Hvis vi skal have stillet dem til ansvar, så skal vi finde metoderne til at få afdækket det. Det er altså et redskab vi bruger undervejs," siger Magnus Andresen fra Task Force Øst.

"For øjeblikket sidder der omkring 350 af de personer, som bliver registreret hos rigspolitiet, i fængsel. Det er på baggrund af efterforskning."

Tidligere opgjorde politiet, hvor mange af deres aflytninger, der førte til domfældelse. Men det siger den nye statistik intet om.

Klik i videolinket og se justistsminister Morten Bødskov forsvare aflytningerne i TV 2 Nyhederne. Han mener ikke, at aflytningerne i Danmark er løbet løbsk.