VIDEO: Født uden arme, men kan klare sig selv

VIDEO: I dag markeres de sjældne sygdomme. Jesper Reenberg er født med TAR_syndrom

I dag er der ekstra fokus på sjældne sygdomme og handicap. Det sker i anledning af Sjældne-dagen, der bliver markeret i Danmark på den mest sjældne dato af dem alle: den 29. februar.

En af de, der i dag markerer dagen, er 30-årige Jesper Reenberg, der lider af den sjældne sygdom TAR-syndrom. Han er født uden arme, og med sygdommen følger også en blødersygdom. Alligevel klarer han dagligdagen mere eller mindre af sig selv.

Det er ikke kommet af sig selv. For blot seks år siden hjalp hjælpere ham 16 timer i døgnet - i dag kan han selv klare toiletbesøgene, tage tøj på og det meste andet.

"Jeg ville gerne være mere selvhjulpen, så jeg aftalte med kommunen at nedtrappe min hjælperordning. Det skete så lidt hurtigere end forventet, og derfor var jeg nødt til at udvikle nogle hjælpeprodukter og se, hvad der ellers var på markedet," siger Jesper Reenberg.

Vil tilbage på arbejdsmarkedet
I en taske opbevarer han alle de hjælpemidler, han har brug for i løbet af dagen. Den indeholder blandt andet en "teleskoptinger", som han bruger til at tage sine bukser af og på, "sokke-på-tæer", der bruges til at tage sokker på og meget andet.

Nu føler Jesper Reenberg sig klar til at vende tilbage til det arbejdsmarked, hvor han tidligere har arbejdet som sælger og it-supporter.

"Jeg kan sagtens arbejde 37 timer. Der er noget, jeg er lidt langsommere med end andre, men ellers kan jeg sagtens klare det," siger han og afslører samtidig, at han gerne vil tilbage i sælgerbranchen.

Sjældne-dagen markeres i dag med flere arrangementer i København. Det kan du læse mere om ved at klikke på linket i vores boks øverst til venstre.