Selvmordstanker blev vendepunktet

Olga Runciman røg på førtidspension, med diagnosen skizofreni, men tog selv affære

I dag bliver stemmerne omsat til skrevne ord, men i ni år var Olga Runciman på førtidspension, efter hun fik diagnosen skizofreni.

"Jeg mistede mit netværk, mit studie, mit arbejde. Oven i det fik jeg pension, så var jeg marginaliseret og færdig," fortæller hun om det liv, der blev sat på standby i en alder af bare 34 år.

Situationen kom så vidt, at hun til sidst overvejede selvmord. Men det blev Olga Runcimans vendepunkt. Hun besluttede sig for at tage skæbnen i egen hånd. Hun ville i arbejde, og det lykkedes.

"Det er noget som giver mig absolut mening. Det er fantastisk," siger hun i dag om muligheden for at stå op og tage på arbejde, som så mange andre danskere.

Med hjælp fra kommunen og folk i omgangskredsen kom Olga Runciman først i skånejob, siden i flexjob, og sidste år begyndte hun på fuld tid som sygeplejerske. Et job hun nu har orlov fra for at gøre sin psykologiuddannelse færdig.

Ifølge socialminister Karen Hækkerup (S) er Olga Runciman det gode eksempel, der skal være flere, og som regeringen vil have flere af med den nye socialreform.

"Når jeg hører Olgas historie, bliver jeg faktisk helt rørt. For den historie drejer sig om at man har fået en pension, men man føler sig marginaliseret og sat uden for. Det er præcis de mennesker, vi gerne vil give et andet indhold i deres tilværelse," siger Karen Hækkerup, der medgiver, at det er en svær opgave at løfte.

"Vi bliver nødt til at være enige om, at vil vi det her - vil vi have et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor vi inkluderer folk - så skal alle tage ansvar," siger ministeren.