Ole Krohn: Italienske tal er en gyser

TV 2's finansredaktør Ole Krohn kalder det lidt af en gyser, at Italien oplevede et fald i BNP på 0,7 procent i sidste kvartal af 2011, selvom det var ventet.

"Tyskland ligger som ventet i et lille minus. Det er også ventet, men lidt af en gyser, at Italien er nede med 0,7 procent. På den positive side er Frankrig, der overrasker ved at krybe i grønt, altså med en lillebitte vækst," siger han.

Frankrig går i plus
Tallene viser en negativ vækst i det tyske bruttonationalprodukt på 0,2 procent i forhold til kvartalet før, mens franskmændene kan notere sig en tilsvarende stigning.

"Et blandet billede vi ser, men samlet set et Europa, der risikerer at ryge i recession. En recession er to kvartaler i træk. Det her er ét kvartal, hvor vi har negativ vækst ud over hele Europa," forklarer Ole Krohn.

Forsigtighed hæmmer væksten
Han mener, at den aftagende vækst skyldes, at gældkrisen har gjort folk meget forsigtige:

"Når folk bliver forsigtige, slår det ud i forbrug og investeringer, og det slår ud i, at samfundskagen bliver mindre. Og det påvirker tallene meget stærkt. Nu er det håbet, at det bliver en minirecession, at tallene bliver meget lidt negative. At vi ikke får en dyb recession som under finanskrisen i 2008."

"Nu bliver det spændende at se, om Tyskland kan komme tilbage til vækstbordet igen i første kvartal i år, for Tyskland betyder så utrolig meget for den europæiske økonomi."