"Prinsessen har god appetit på livet"

Så kom øjeblikket, som rigtig mange danskere har ventet på.

Prinsesse Marie og prins Joachim viser deres lille datter frem på Rigshospitalet.

Den royale mor blev i dag udskrevet sammen med sin datter, og i den anledning blev spædbarnet vist frem for presse og andre fremmødte.

"Hun er vokset lidt, hun spiser godt," fotæller prinsesse Marie.

"Hun har god appetit - og hun har også god appetit på livet," tilføjer prins Joachim.

Spiser og sover
Prins Joachim mener, at datteren ligner sin mor - men prinsesse Marie er i tvivl.

"Vi ved det ikke endnu, hun er så lille - det er svært at sige," lyder det.

"Hun har været meget, meget sød. Hun sover og spiser og sover. Men hun er meget sød," tilføjer moderen, som fortæller at prinserne håber, at deres søster vil lege med biler.

Tirsdag morgen klokken 08.27 kom den lille pige til verden - hun målte 49 centimeter og vejede 2930 gram.

Far til fire og mor til to
Pigen er parrets andet barn. I forvejen har de prins Henrik, der blev født 4. maj 2009. Han havde omtrent samme mål og længde ved fødslen.

Prins Joachim er også far til prins Nikolai på 12 år og prins Felix på ni år.

Gaver til den lille prinsesse kan afleveres i Det Gule Palæ på Amaliegade i København eller på Schackenborg Godskontor.