"Alt mellem Jo og Scheherazade"

Giv dit bud på den nye prinsesse navn

Danmarks nye prinsesse kan komme til at hedde alt mellem Jo og Sherazade. Det sagde prins Joachim, da han viste sig for offentligheden efter prinsesse Maries fødsel på Rigshospitalet i dag.

"Nu plejer jeg altid at sige noget mellem et et- og et femstavelses navn. Så lad os sige, at hun kommer til at hedde alt mellem Jo og Scheherazade," sagde Joachim.

Der er ikke tradition for, at nogle af de navne, som Joachim nævner på hospitalet, ender med at blive de navne, som barnet bliver døbt.

Ikke godkendt som pigenavn
Og det vil nok spare Familiestyrelsen for noget arbejde. Scheherazade er nemlig ikke godkendt som pigenavn herhjemme.

Pigenavnet Jo formodes at være kort for Johanne - navnet står i kirkebøgerne langt tilbage, men betydningen er ikke helt sikker.

Det er også muligt, at navngive piger Io, der stammer fra den græske mytologi, hvor Io var guden Zeus' elskerinde.

Scheherazade er en eventyrfigur - en persisk dronning, der er fortælleren i 1001 Nats Eventyr.

Prinsesse Marie blev indlagt i morges klokken 4.15, og det var prins Joachim selv, der kørte sin hustru til Rigshospitalet. Pigen er parrets andet barn. I forvejen har de prins Henrik, der blev født 4. maj 2009. Han havde omtrent samme mål og længde ved fødslen.

Joachim rørt til tårer
Prins Joachim var til stede under hele forløbet på Rigshospitalet.

"Det er altid et meget gribende øjeblik. Jeg blev rørt til tårer," siger prins Joachim, der kalder det "et ekstra flueben", at det blev en pige.

Han klippede selv navlestrengen, men har ellers forsøgt at gå mindst muligt i vejen for fødselsteamet og være mest muligt til stede for moderen.

Den nye prinsesse bliver nummer 10 i rækken til den danske trone, lige efter sin storebror, prins Henrik.

Giv dit bud på hvad den nye prinsesse kommer til at hedde enten her på siden eller på TV 2 Nyhedernes Facebookside.