Suveræn sejr til Newt Gingrich

Kampen om at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat og udfordre præsident Barack Obama ved valget den 6. november, er igen helt åben efter lørdagens primærvalg i South Carolina.

Partiets tidligere leder af Repræsentanternes Hus Newt Gingrich vandt en overraskende sikker sejr i delstaten med 40,1 procent af stemmerne efterfulgt af Mitt Romney med 27,9 procent, fremgår det ifølge nyhedsbureauet AFP af det endelige valgresultat.

Vil slå til i Florida
"Nu er jeg klar til at sætte knockout-stødet ind i Florida," citerer CNN den 68-årige Gingrich for at sige efter han blev informeret om resultatet af den første valgstedsmåling. Primærvalget i Florida finder sted den 31. januar

Artiklen fortsætter under playeren.

I en tale til sine tilhængere i South Carolina konstaterer den slagne Mitt Romney, at "det her valg udvikler sig interessant".

Rick Santorum, der efter en omtælling vandt den første styrkeprøve i Iowa, ligger til 17 procent af stemmerne i South Carolina, mens den 76-årige Ron Paul indtager fjerdepladsen med opbakning fra 13 procent.

Mitt Romney vandt en sikker sejr ved primærvalget i New Hampshire, og han var også favorit til at vinde i South Carolina, men det blev der ændret på i den forgangne uge under de to tv-debatter mellem de fire republikanske kandidater.

Hårdtslående tv-debattør
Newt Gingrich dominerede tv-duellerne, og overhalede Mitt Romney i de sidste meningsmålinger før lørdagens valg i South Carolina.

Ifølge en CNN-måling har 88 procent af vælgerne i South Carolina lagt vægt på, hvordan kandidaterne klarede sig i tv-duellerne, da de satte deres kryds.

Med sejren til Gingrich skrives der et lille stykke politisk historie, fordi det ifølge CNN er første gang, at tre forskellige kandidater har vundet i Iowa, New Hampshire og South Carolina.