Dronningen ankommet til Rådhuset

Dronning Margrethe og prins Henrik er nu ankommet til Københavns Rådhus efter en karetturgennem et solbeskinnet København. Karetturen og besøget på rådhuset er et led i fejringen af dronningens 40 års jubilæum som regent.

Kareten kørte via Store Kongensgade og videre gennem Strøget inden den sluttede lidt efter klokken 13.00 ved Københavns Rådhus. På trods af januarkulden havde mennesker samlet sig langs ruten for at vinke til dronningen og prinsen. Politiet vurderer, at der stod 5000 mennesker parat bare på Rådhuspladsen til at modtage regentparret.

Guldkareten bliver traditionelt brugt ved nytårskure. Kareten bliver trukket af seks heste, mens 48 heste fra garderhusarregimentet eskorterede regentparret gennem København.

Karetturen sluttede ved Københavns Rådhus, hvor dronningen og prins Henrik skal deltage i en frokost. Inden frokosten bliver serveret, vil der være underholdning på Rådhuset. Efter frokosten vil regentparret træde frem på balkonen.

Tidligere på dagen besøgte dronningen og hendes familie kong Frederik den 9.s og dronning Ingrids gravmonument ved Roskilde Domkirke. Dronningen og hendes to søstre, Benedicte og Anne Marie, lagde hver en krans ved monumentet.