Her er de 20 mest læste artikler i 2011

16x9

Se listen over de mest læste artikler på nyhederne.tv2.dk i året der gik

Det er årets næstsidste dag og vi kan på nyhederne.tv2.dk se tilbage på et 2011, hvor vi har produceret mange tusinde artikler. Vi har i den anledning konsulteret vores statistikbank for at få overblik over de 20 mest læste artikler i 2011.

Listen følger her fra nummer 20 til nummer 1 med en kort beskrivelse af hver enkelt artikel. Hvis du vil læse en konkret artikel, så kan du finde den i linkboksen til højre.

20: Video: Sur Helle skælder Pia K ud
Der er nogle traditioner, der skal følges, når folketinget skal åbnes. En af disse trodsede Pia Kjærsgaard, da politikerne efter åbningen i oktober skulle møde pressen. Det fik Helle Thorning til at irettesætte Pia Kjærsgaard for rullende kameraer.

19: Lakridskonfekt skaber vrede i julen
Det var ikke nogen populær beslutning, da Malaco Leaf valgte at lave om på deres klassiske "Lagermans Lakridskonfekt". Det var dog ganske populært, at vi lavede historien på TV 2 Nyhederne.

18: Tjek din bils energiklasse her
I oktober fremlagde Socialdemokraterne et forslag om at bilafgifterne skulle laves radikalt om. Det betød, at vi på nyhederne kunne henvise til en beregner, hvor man kunne se sin bils energiklasse og dermed hvor dyr den ville blive med den nye lov.

17: Mystik omkring 15-årig gravids død
En britisk historie om en 15-årig gravid pige, der døde under mystiske omstændigheder.

16: Ny video af tsunami der rammer kystby
Hele verden så chokeret til, at Japan blev ramt af en voldsom tsunami som følge af et jordskælv. I dagene efter katastrofen kom der flere videoer frem, der viste tsunamien ramme land.

15: Hvad er fattigdom i din verden?
Med et historisk selvmål satte SF's Özlem Cekic for alvor gang i debatten om fattigdom og overførselsindkomster. Det fik os på nyhedernes.tv2.dk til at spørge brugerne om, hvilke gode man ikke skal have råd til for at kunne kalde sig selv fattig

14: Holgers mor: Her er den sande historie
Den lille rødhårede dreng Holger Kraghs forsvinden satte gang i mange spekulationer, som viste sig at være forkerte. Det fik moderen til at fortælle den sande historie i detaljer.

13: Dreng satte TV 2-reporter på plads
Den 30. juli fik tusindevis af danskerne besked om hvorvidt de var kommet ind på deres drømmestudie. Reporter Lennart Sten besøgte moderen Karina Rudbech, men hendes søn var bestemt ikke frisk på, at mikrofonen kom så tæt på. Det skete selvfølgelig mens News sendte live.

12: Fræk tennispige står frem efter 35 år
I marts stod Fiona Walker frem og afslørede, at det var hende der stod model til et berømt billede af en fræk tennispige

11: Død piges telefon har sladret
I februar kom historien frem om at den døde pige Pernille Oldenborg Lind måske i virkeligheden var blevet myrdet og ikke havde begået selvmord, som politiet havde fundet frem til. Sagen blev efter tungt mediepres åbnet igen, men her ti måneder senere har offentligheden ikke fået mange detaljer om efterforskningen.

10: Avis beklager forside med Bamse
Aarhus Stiftstidende bragte ganske uheldigt en artikel om at Flemming Bamse Jørgensen skulle optræde ved et arrangement selv om han netop var død.

9: Lånte hjem ud til tigger og fik et chok
TV2 Norge fortalte i januar om et gavmildt norsk par, der havde lånt deres hjem ud til en rumænsk tigger. Da parret kom hjem var de meget overraskede over hjemmets tilstand. Tiggeren havde nemlig gjort rent og pyntet med blomster

8: Se om din bank er med i risikovurdering
Den europæiske gældskrise har banket derudaf i 2011 og flere danske banker har mærket konsekvenserne deraf. En analyse af 99 banker dannede basis for en liste over banker i risiko for krak. Og det var ganske forståeligt noget brugerne gerne ville orientere sig om.

7: Dansk elev smadrer antikvitet i Rom
Vi fik på redaktionen et tip om at en dansk elev havde smadret en antikvitet i Rom. Vi kontaktede den danske konsul i Rom og fik historien bekræftet: Drengen havde smadret en gammel sten og ridset en anden.

6: Det ku ha været fedt, hvis jeg snavede dig i gulvet
Vores brugere er traditionelt glade for sjove momenter, der foregår på live-tv. Det er tit, at der sker sjove ting i studiet på TV 2 News, hvor der jo sendes live det meste af tiden. Da der skulle tages afsked med vært Mark Stokholm lod teknikkerne lyden være tændt på ham, da han troede der var slukket for lyden. Det resulterede i at en noget speciel bemærkning kom ud i danskernes stuer

5: Video: Verdens dyreste trafikulykke
I december skete der noget ganske spektakulært i Japan. En kortege af luksusbiler forulykkede. Vi bragte videoen fra stedet og det blev straks et hit blandt brugerne.

4: Vodkatamponer hitter hos unge piger
I november beretterede amerikanske CBS om fænomenet vodkatamponer, der får unge piger til at blive fulde uden at de behøver at indtage alkohol ad de konventionelle veje. Vi skrev en historien og den er i skrivende stund delt 11.000 gange på Facebook. Det er på niveau med artiklen om, at Holger blev fundet i live

3: Se her hvordan din skole klarer sig
I august blev det offentliggjort, hvordan landets skoler klarer sig målt ud fra karaktergennemsnittet. Vi henviste til listen fra 19 Nyhederne på TV 2, og det blev altså den tredjemest læste artikel i 2011

2: Efterløn: Så mange kroner har du til gode
2011 blev et hårdt år for efterlønsordningen og det var tydeligt, at vores læsere havde stor interesse i at vide, hvor mange penge de ville få tilbage, hvis ordningen blev afskaffet.

1: Holger er fundet i live
Den lille rødhårede dreng Holger Kragh satte Danmark på den anden ende, da han forsvandt i Tranum Klitplantage. Da TV 2 Nyhederne som de første kunne melde, at drengen var fundet, spredte nyheden sig så hurtigt via de sociale netværk, at vi på nyhederne.tv2.dk oplevede historisk høj trafik på vores site.

I morgen kan du se listen over de 20 mest sete videoer på nyhederne.tv2.dk.