Vi har fået nok af krævementalitet

Vi har fået nok af de andres krav til samfundet

Tre ud af fire danskere synes, at deres medborgere kræver for meget af det offentlige. Især kontanthjælpsmodtagerne burde yde mere selv, lyder det.

Det viser en Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken, hvor 76 procent af svarpersonerne er enige i, at for mange har været for fokuserede på, hvad de kan få i stedet for at tænke på deres eget bidrag til fællesskabet.

Især folk på overførselsindkomster
Når danskerne skal pege på, hvilke samfundsgrupper som især er præget af krævementalitet, får personer på overførselsindkomst klart flest stemmer.

Halvdelen af de 1.164 respondenter peger på denne gruppe, mens kun hver femte peger på de studerende. Endnu færre mener, at folkepensionister, lønmodtagere eller selvstændige kræver for meget af staten.

Vil hellere rense toiletter
Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, mener, at der er tale om et skævt billede, som danskerne har af folk på overførselsindkomster.

"Det er ikke et spørgsmål om krævementalitet, det er jo et spørgsmål om, at vi har besluttet i det her samfund, at vi ikke vil have, at mennesker ikke har indtægt, selv om de er arbejdsløse," siger hun til TV 2 News.

"Vi vil ikke have en arbejdskraftsreserve, som sulter og er syge og må bo på gaden."

Bettina Post selv ville på ingen måde ønske at komme på kontanthjælp.

"Jeg vil hellere rense lokummer på hovedbanegården end at komme ind i det system, fordi ens liv pludselig bliver statsstyret," siger hun.

Kun fem procent af svarpersonerne i undersøgelsen mener, at de selv tilhører krævesegmentet.