Frygt for falske bryster spreder sig

Der er solgt mellem 300.000 og 400.000 af de farlige PIP-brystimplantationer på verdensplan

Frygten for manglende sikkerhed med silikone-brystimplantater, der er produceret af et nu opløst fransk selskab, har spredt sig til Australien, Sydamerika og store dele af Europa.

Imens er de franske myndigheder er ved at tage stilling til, om tusindvis af kvinder bør have fjernet deres implantater ved kirurgiske indgreb.

Franskmændene mistænker et særligt brystimplantat fra den franske producent Poly Implant Prothese (PIP) for at give kræft. Firmaet blev lukket i 2010.

- Vi konstaterer, at der er mellem 300.000 og 400.000 potentielle ofre i verden, siger Alexandra Blachere, som er leder af den franske PIP-implantat-patientgruppe.

Hun tilføjer, at kvinder fra Italien og Spanien har kontaktet hende for at fortælle om deres bekymringer, og at hun har fået rapporter om problemer i Venezuela, Brasilien og andre steder.

Storbritanniens tilsyn med lægemidler og sundhedsprodukter, MHRA, siger, at der ikke er grund til panik, da der indtil videre ikke er tegn på øget risiko for kræft.

Eksperter fra MHRA har været i kontakt med andre tilsyn og myndigheder i adskillige lande, deriblandt Holland, Portugal, Danmark, Italien og Østrig.

- Overalt er der enighed om, at der ikke er beviser for en øget kræfthyppighed, hedder det i en erklæring fra MHRA.

Poly Implant Prothese blev oprettet i 1991 i det sydlige Frankrig og var i en periode verdens største producent af implantater.

Omkring 80 procent blev eksporteret, og der er i en række lande stor fokus på det nationale franske kræftforskningsinstitut, som fredag vil offentliggøre resultatet af en undersøgelse af produktet.

Der har været otte tilfælde af brystkræft hos kvinder, der har fået indopereret PIP-implantater.

Over 250 britiske kvinder er klar til at lægge sag an mod de ansvarlige for PIP.

/ritzau/