Vilde bølger skyllede hovedvej væk

Beboerne på Anholt har i høj grad fået konsekvenserne af fredagens storm at mærke. Den kraftige blæst satte gang i bølgerne, der skyllede 150 meter af øens hovedvej væk. Som det kan ses på billederne, er asfalten blevet brudt op af vandet og skyllet væk.

Som yderligere konsekvens er højspændingsledninger, vandledninger og telefonkabler nu blevet blotlagt. En vandledning er knækket, men beboerne får fortsat vand via en anden mindre vandledning på øen. Alle borgere på øen har fortsat strøm.

Vejen er nu blevet spærret af, så Anholts borgere må i stedet benytte sig af en mindre og snørklet vej.

Campingplads hårdt ramt
Også den lokale campingplads har lidt stor skade. Faktisk er den blevet gradvist mindre hver gang, der har været en storm.
"Den her gang har den taget et stort stykke. Det er derfor, vi lige har købt et stort stykke jord i den anden ende på 15.000 kvadratmeter. Det kommer lige nøjagtigt til at passe med det stykke, vi har mistet i de sidste to storme," siger ejeren af Anholt Campingplads, Jens Schjøth Rosendahl, der vurderer, at campingpladsen i værste fald må lukke, hvis der ikke bliver lavet kystsikring.

"Forfærdeligt, at det kan ske"
Havet har spist 3-4 meter af kysten under de sidste to storme, og det får nu Stationsleder på Anholt Redningsstation, Bent Rasmussen, til at råbe politikerne op:

"Det er helt forfærdeligt at sådan noget kan ske, og det er chokerende, at der ikke er gjort noget for at forebygge det," siger han til TV 2 News.

"Der bliver ædt af kysten, hver gang der er storm, og næste gang er det måske havnen, der står for skud."

Kommune frasiger sig ansvar
Ansvaret ligger hos Norddjurs Kommune, og Stationslederen mener ikke, at man har gjort nok for at sikre vejen og kysten mod bølgerne.

Borgmesteren i Norddjurs Kommune, Jan Petersen, mener, kommunen gør, hvad den kan. Han forstår ikke, at beboerne føler sig svigtet af deres kommune.
"Vi har fået bevilling fra staten til at lave kystsikring. Vi har rykket for at få den bevilling frem, men vi har ikke kunnet vride de penge ud af staten før nu," siger borgmesteren.