USA: Cain trækker sig fra valgkamp

Efter anklager om sexchikane og en hemmelig elskerinde suspenderer den amerikanske republikaner Herman Cain nu sin kampagne i kampen for at blive præsidentkandidat. Det har han til aften fortalt sine støtter ved et møde.

Cain sagde også, at han har fred med sig selv, sin kone og familie, men de falske beskyldninger gør så ondt, at det nu er blevet for meget.

Cain, der er tidligere pizzeriaejer, afviser, at han har haft et erotisk forhold til kvinden, men siger, at hun er en ven, og at han har hjulpet hende.

Hidtil har Cains kone, Gloria, hele tiden stået ved hans side og afvist, at han har haft nogle affærer eller er kommet med seksuelle tilnærmelser til andre kvinder.