Russisk politi slår til mod observatører

16x9

Russiske myndigheder slår til mod landets eneste uafhængige valgobservatørgruppe Golos

Når russerne i morgen går til parlamentsvalg, tvivler over halvdelen af russerne på, at valget kommer til at foregå på lovlig vis.

Til gengæld er de sikre på, at Putins parti fortsat vil sidde tungt på magten - uanset hvad de stemmer på.

I dag blev chefen for Ruslands eneste uafhængige valgobservatørgruppe Golos, Lilija Sjibanova, tilbageholdt i flere timer, da russisk politi ville undersøge hendes computer. Det siger hun til russiske medier.

Lilija Sjibanova blev holdt tilbage af toldpolitiet i lufthavnen Sjeremetjevo udenfor Moskva i 12 timer, efter at politiet beslaglagde hendes computer med den begrundelse, at den indeholdt ulovligt software.

"Dette er en provokation rettet direkte mod min person. De prøver at forhindre mig i at forlade landet, siger hun forud for et planlagt besøg i Europa-Parlamentet i næste uge.

Golos er i de seneste dage blevet forfulgt af russiske myndigheder, efter at observatørgruppen har afsløret valgsvindel og fusk under valgkampen for ud for valget i morgen.