Julian Assange går til Højesteret

16x9

Den sexanklagede Wikileaks-stifter, Julian Assange, har bedt Storbritanniens højesteret om at tage hans appelsag op. Det sker i et forsøg på at undgå at blive udleveret til Sverige, hvor han er anklaget for voldtægt og seksuel forulempelse.

Svenske myndigheder har krævet, at Assange udleveres fra Storbritannien til forhør om de anklager, der er rettet mod ham. Assanges forsøg på at få sagen taget op ved højesteret kommer knap to uger efter, at en anden domstol - High Court i London - afgjorde, at han kan sendes til Sverige.

Hvis den britiske højesteret skal tage sagen op, må Assanges advokater overbevise retten om, at sagen har principiel karakter.

Det spørgsmål tager domstolen op den 5. december, og ifølge juridiske kilder kan der allerede samme dag blive truffet en beslutning om, hvorvidt Wikileaks-stifteren får sin sag for den øverste domstol.

Afviser anklager
Assange har afvist de anklager, der er rettet mod ham. Han mener, at de er politisk motiveret og har at gøre med Wikileaks' offentliggørelse af hemmelige dokumenter, som især har skabt vrede i USA.

Han har tidligere udtrykt frygt for, at hans udlevering til Sverige baner vej for, at han kan udleveres til USA og blive stillet over for anklager om spionage.