Unge danskere dømmer narkotika ude

Der bliver ikke fyret nær så mange fede som tidligere blandt landets 9. klasseelever.

I dag har knap hver femte 15-16-årige prøvet at ryge hash, mens det gjaldt godt hver fjerde i 2007.

Det løfter en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen sløret for.

"Det er en meget glædelig udvikling, det er klart. Men det er svært at forklare, hvad der ligger bag," siger Kari Grasaasen, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

De unges kendskab til stoffets skadelige virkning kan være en del af forklaringen, vurderer Kari Grasaasen.

6,2 procent af 9. klasseeleverne har røget hash inden for den seneste måned, mens det tal var på 10,6 procent for fire år siden.

Kari Grasaasen påpeger, at de unges euforiserende vaner ofte følger internationale strømninger:

"Men der findes ikke forskning, der forklarer de her strømninger. Vi (Sundhedsstyrelsen, red.) gennemfører undersøgelser for at følge udviklingen af de unges forbrug, men ikke forklaringerne."

Mindre ecstasy, amfetamin og kokain
Det er ikke kun de unges brug af hash, der er på retræte. De tager også mindre ecstasy, amfetamin og kokain end tidligere.

Og især ecstasypusheren har trængte tider. I 2007 havde 5,2 procent prøvet at tage ecstasy, men kun 1,5 procent har prøvet det i 2011.

Hvor fem procent af de unge i 2007 havde prøvet amfetamin, gælder det for 2,5 procent i 2011.

Kokainsnifferiet er faldet fra 3,2 procent i 2007 til 1,9 procent i 2011.

De unges dalende forbrug af stoffer kommer samtidig med, at også resten af befolkningen i højere grad melder pas til stofferne.

I 2008 havde 45,1 procent af de 16-44-årige eksempelvis prøvet at ryge hash, men kun 41,5 procent svarede ja til det spørgsmål i 2010.