Ny duft-trend skader butiksansatte

16x9

En ny trend breder sig i supermarkeder, tøjbutikker og møbelforretninger. De sprøjter hele tiden en duft ud over hylderne for at give kunderne en bedre oplevelse og få dem til at købe mere. Men det kan få store sundhedsmæssige konsekvenser for de butiksansatte, skriver Avisen.dk.

I tøjkæden Kaufmanns 11 butikker, der sælger tøj til kvinder, kender de ansatte problemet. "Hvert 15. sekund sprayer maskiner essentielle olier ud. Tidligere brugte vi en kraftig duft, men det stoppede, fordi de ansatte fik hovedpine," siger Trine Knudsen.

"Hvis man vil sælge noget i dag, er det vigtigt at være anderledes. Vores friske duft, der lugter rent lidt lige som skyllemiddel, betyder, at vi skiller os ud, tilføjer Trine Knudsen, der er visuelle merchandiser i tøjkæden.

Møbelkæden Bolia sprøjter en stor af lavendel og sandalwood ud kædens 25 butikker.

"Det vigtigste er naturligvis medarbejdernes sundhed. Derfor har vi sikret os, at duften er uskadelig, allergi-testet og lever op til EUs regler," siger Bolias direktør, Lars Lyse Hansen.

Kan udvikle allergi med tiden
Ifølge Arbejdstilsynet risikerer de ansatte i en butik, der bruger duft-branding, at få allergiske reaktioner og med tiden at udvikle allergi.

"Brugen af dufte i butikker er et nyt og voksende fænomen herhjemme. Derfor er vi lige nu ved at udvikle en praksis på området. Vi er meget opmærksomme på duftene, fordi de kan være sundhedsskadelige," siger Helle Stenbro, der er tilsynschef.

Hvis duftstofferne er farlige, vil arbejdsgiveren få besked på at bringe forholdene i orden. Sker det ikke, kan det som yderste konsekvens ende med en politianmeldelse.

Op lever ubehag med det samme
Susanne Hemdorff er en af dem, der ved, hvor uudholdelige duftene kan være. Hun er - som 17.000 andre danskere - overfølsom over for dufte og kemikalier i luften. Hun er også formand for patientforeningen for duft- og kemikalie-overfølsomme.

"Hvis jeg går ind i en butik, der sprøjter duftstoffer ud i rummet, oplever jeg øjeblikkeligt et ubehag. Jeg får svært ved at trække vejret, og mine slimhinder i næse og øjne bliver irriterede. Hvis duften hænger tungt i luften, får jeg influenzasymptomer som hovedpine, træthed og muskelsmerter, der kan vare i flere dage, fortæller hun til avisen.dk.